Articiocco – Café & Galleri
Velkommen til Articiocco Café & Galleri
I 2026 åbnede vi dørene til vores eget Café & Galleri på Guldborgvej 143, lige ved siden af Guldborg Camping.
Her mødes kunst, natur og gastronomi i rolige omgivelser tæt på vandet og den lollandske himmel. På væggene finder du abstrakte, farverige og sanselige landskaber – værker inspireret af Lolland-Falsters natur, men også af de indre landskaber, som vi alle bærer med os.
Til den kulturelle oplevelse serverer vi hjemmelavet mad med kærlighed til smag, kvalitet og lokale råvarer. Du kan nyde kager og desserter, dagens ret samt et udvalg af drikkevarer, der afspejler vores glæde ved det lokale og det autentiske.
På menuen finder du blandt andet øl fra det prisbelønnede Krenkerup Gods Bryggeri, hjemmelavet rabarberschorle og friskristet baristakaffe.
Når vejret tillader det, kan du slå dig ned på den hyggelige gårdterrasse, hvor fuglesangen udgør dagens soundtrack. Eller du kan nyde stemningen indenfor i det nænsomt renoverede, mere end hundrede år gamle murstenshus, hvor kunst og café smelter sammen i varme og indbydende rammer.
Articiocco Café & Galleri ligger på Guldborgvej 143, 4862 Guldborg, umiddelbart ved siden af Guldborg Camping.
Ønsker du at besøge galleriet uden for åbningstiden og ikke træffer os på stedet, er du velkommen til at ringe på 51 51 77 87 eller henvende dig i receptionen på Guldborg Camping.
Vi glæder os til at byde dig velkommen – til kunst, nærvær og gode smagsoplevelser.
Velkommen – og velbekomme.

